tirsdag, maj 10, 2005

Kække fortællinger fra Afrika: Forord

For fire år siden var jeg i Eritrea. Derfra sendte jeg fem meget lange rejsebeskrivelser, som nok ikke blev læst af alle dem, der fik dem tilsendt - ikke mindst fordi de var så lange!

Denne blog-ting gav mig lyst til at hive dem frem fra gemmerne. Denne gang i mindre, mere spiselige bidder. De bliver ikke lagt ud på én gang, I får dem i stille og roligt tempo.

Selve brevene vil jeg lade være uredigerede, men måske jeg kommer med et par indledende bemærkninger. Hvis jeg kan finde billeder vil der også være nogle af dem. Desværre crashede en harddisc med de fleste af mine fotografier fatalt, og dermed udslettedes en stor del af den visuelle dokumentation. Stol ikke blindt på digital teknologi, var læren!

Udsendelsen begyndte den 10. december 2000 om aftenen, med afgang fra Kastrup i chartret, civilt passagerfly (nok første og sidste gang de har fløjet med 275 M-16-rifler i håndbagagerummene). Vi landede på Flyvestation Værløse d. 15. juni 2001 tidligt om morgenen. Det, der ligger indimellem, vil der kunne læses om i løbet af de næste uger. Se livet som FN-soldat igennem en kæk , 23-årig reserveofficers øjne, når han ung og eventyrlysten, en førsteårsstuderende på uni, oplever et krigshærget Østafrika, anno 2000-2001. Fortsættelse følger ...

2 kommentarer:

Hr. T.H. sagde ...

Jeg går ud fra det var den billigste løsning at leje et privat fly. En Hercules havde i øvrigt også været et absolut helvede at flyve 5.500 km i!

Mht. våbnene: jeg tror ikke, at det var et fly, der jævnligt lånes til transport af soldater, det var en ganske almindeligt passagermaskine, der tilfældigvis kunne lejes lige der. Ergo anser jeg det for ret usandsynligt, at der igen vil komme 275 rifler ind i selve passagerområdet. Altså, vi havde det personlige våben med os i hånden, da vi satte os op i flyet. I betragtning af, at man i dag knap må få en tandstik til maden for at undgå flykapringer, tror jeg det var første og sidste gang der var skydevåben i benævnte fly! Forhåbentlig ...

Mvh. Thorbjørn

Joakim Grundahl Kjeldsen sagde ...

glæder mig til de militante beretninger!

det her bloggeri er sgu da for fedt!