"Alle årstider har han besunget. Det var dog ikke foråret, men vinteren, der blev hans foretrukne. Den barnlige årstid, kalder han den i et essay og fremhæver dens "dyneagtige Tryghed, tidligt Mørke mod Ruden, Lektielæsning i Lampelys, tunge Maaltider, Familie, Sengetid". Foråret derimod "forlanger Handling af os, Samhørighed, en Drift mod andre Mennesker, en Drift, som er os paatvungent, det er jo til at blive Misantrop af. Men inderst inde synes vi, at Foraarsensomhed er Unatur".
Æbletræet bliver af vintergækkerne - og af solen, der stråler som en påskelilje i en himmelblå have - afkrævet et ja - og, ifølge digteren, afkræves vi netop i disse måneder "mangt et Ja, vi ikke altid har let ved at faa over Læberne. Selvom vi ved, at det Nej, som Tavsheden udsiger, i sin yderste Konsekvens betyder Døden. Der er mennesker, som ikke kan udholde Kravene om Aktivitet, Effektivitet. Og Vinteren har forraadt dem. Vinteren har ladet dem blive alene tilbage, de føler sig ofret, Dynerne er taget af Sengen".
At foråret ikke alene er livsudfoldelsens, men også selvmordets tid kan ikke forbavse Jæger."
Uddrag af Claus Grymer: "Det gamle træ og foråret", Kristeligt Dagblad 12. april 2006, side 13.
