Marchnyt

I kan læse lidt nyt om det sælsomme marchliv, jeg fører sideløbende med en normal tilværelse, på gemcee.blogspot.com. Jeg har har i dag lagt nye billeder op, og neden under posten med disse foto kan man læse en kort beskrivelse af weekenden.

Thorbjørn

Olders 5. maj-tale, 2005 (60-års-jubilæum for befrielsen)

Olders 5. maj-tale, 2005, ved flaghejsning kl. 0730 under kastanjerne.

---------------------------------

Godmorgen. Tak til de, der står bag det meget fine initiativ denne morgen. Jeg er blevet bedt om at sige nogle få ord, de kommer her …

Det politiske billede i 1930’ernes Danmark var broget. Der var dem, der beundrede Hitler, ”den stærke mand i syd”, og mente, at hans ideer var vejen frem. Det ved alle, om ikke andet så fra Matador! Faktum er dog, at bortset fra den uheldige undtagelse, de deciderede nazister i landet, fandt alle i Danmark, at den 9. april 1940 var en sort stund. På tværs af politisk observans i øvrigt. En sorgens dag for både Danmark og Norge. I dag er der gået mode i at politisere omkring besættelsen. Der er mange bud på, hvilket billede, der passer bedst på danskerne under krigen: var vi mestde samarbejdsvenlige, der føjede nazisterne og hjalp dem aktivt? Fx blev der fra dansk, politisk side – partiet Venstre – foreslået dødsstraf for sabotører. Eller skal man hellere se på evakueringen af jøder til Sverige, for hvilket vi er positivt kendt ude i verden? Historikere og politikere skændes om, hvem der har mest ret – og jeg synes vi skal lade dém om det ...

Uanset hvad, er det at miste sin frihed nemlig det værste, der kan overgå mennesker, og det var det, der skete for Danmark. Så er det mindre vigtigt, om det, der kaldes ”de fem onde år” for nogles vedkommende kun var trange, den ene dag, hvor der ikke var kaffemærker, mens de resterende 364 var ganske magelige. For friheden manglede.

Derfor er det vigtigt at fastholde mindet om 5. maj, uanset, at 60 år kan virke som meget lang tid siden. Vi bør huske det også næste år, og næste år igen, og om 10 år, for at mindes de utallige menneskeliv, som folk fra andre lande ofrede, for at bl.a. også Danmark atter kunne blive frit. Og for at mindes den lille del, promille måske, af den danske befolkning, der trodsede politikerne og det magelige, og aktivt kæmpede mod besættelsesmagten. En indsats, der var vigtig for, at Danmark efter krigen overhovedet blev anerkendt som havende været besat, og ikke blot en vasal for Nazityskland. Om de syv fra Studentergården, der faldt under besættelsen har jeg desværre ikke kunnet finde oplysninger, men jeg håber eforen kan uddybe dette for os.

Nu har vi set flaget gå til tops, og der er en ting, der ærgrer mig meget, nemlig det, at man ikke i dag kan se på Dannebrog med glæde og stolthed, uden ofte at skulle skydes stærkt nationalistiske eller skumle, racistiske motiver i skoene. Det kan ikke være rigtigt, at det skal lykkes et bestemt politisk parti – ja, vi ved jo godt, hvem der tales om, DF – at tage patent på flaget. Jeg ved det er moderigtigt at erklære nationalstaten for død, men jeg mener, at der er danske værdier, der er værd at værne om, som fx frisind og fællesskab – når disse ting vel at mærke ikke udvikler sig til selvfedhed og indelukkelse. Den 5. maj ser jeg på vores flag med glæde.

Jeg synes det var kloge ord, da nogen sagde, at den, der ikke iagttager historien, ikke lærer af den, vil være tvunget til at leve den igennem igen.

Lad os huske det – og med de ord vil jeg slutte, og ønske jer en glædelig 5. maj.

Thorbjørn, 103, Kannibal, Older 2004-2005.

(Indskrevet fra de stikord, der dannede den eksakte tale)