Afghanistan

I dag er jeg ved at undersøge mulighederne for at komme til landet, hvis flag I ser ovenfor. En CIMIC (Civilian-Military Cooperation) stilling skal besættes med kort varsel, dvs. bekendtgjort i går aftes og med afrejse juli. Det er et long shot, men ville passe mig fint, da jeg på det tidspunkt er færdig med BA. Min fantastiske kæreste, Astrid Helene, er afklaret med det. Jeg vurderer sandsynligheden for, at jeg kommer afsted, som 15%. Men lige nu er mit fokus lidt delt mellem opgaveskrivning og Afghanistan. Så, I skal da ikke klage over manglende aktualitet her på bloggen.

Opdatering: Nu har jeg hørt nærmere, og det viser sig at være en majorstilling. Man opgraderer normalt ikke officerer mere end én grad i forbindelse med international tjeneste. For mit vedkommende vil det sige, at jeg i princippet skal være minimum kaptajn for at få stillingen, og jeg er desværre kun - kun, tænk at skulle skrive det! - premierløjtnant af Guds nåde og trøste os. Jeg bliver holdt i baghånden, hvis de ikke kan finde andre. Om ikke andet fik jeg lidt spænding i maven denne formiddag, og ikke at komme afsted er ingenlunde slemt, når man har sin kæreste at vågne op med hver morgen her i Dannevang. I øvrigt en streng en, Bakkemanden har postet. Sådan en sydeuropæisk fisefornem vigtigper af en papist. Hmrph! Alt syd for Hannover er Mfufu, det ved vi nok heroppe. Hehe.