Introfest på institut for engelsk, september 2006

Der skulle laves underholdning fra de forskellige rushold. Holdene var hver tildelt et engelsksproget land (fx Australien, England, Indien), som skulle være udgangspunktet for deres sketch. Tilvalgsholdet (hvor jeg hører til), var tildelt Canada, var jammerligt i kvantitativt undertal, og vi havde i øvrigt ikke forberedt noget. Den håndfuld, vi var, regnede således med, at vi måtte tage en rain check.

Med al despekt, da jeg havde set de første par holds optrædener pressede jeg kraftigt på for, at vi SKULLE lave et eller andet, uforberedte eller ej. Der var absolut tiltag til morsomhed blandt de grundfagsstuderende - der var endda direkte sjove sekvenser - men alle holdene manglede i fatal grad begrænsningens kunst. Det var alt, alt, ALT for langt, og ergo overordnet set meget kedeligt og anstrengt, er jeg ked af at sige.



Med sådan en salut er man sårbar for kritik, men jeg morede mig selv glimrende med at gå på scenen i to minutter som canadisk stand-upper, der fortalte klamme babyvittigheder på engelsk med fransk accent. Og om de cirka 125 mennesker i det tætpakkede lokale ønskede at lide det eller ej, var der altså en del moro i kølvandet på mine pointer. Samt selvfølgelig vrængende ansigter og rynkede næser fra kvinder i den fødeklare alder!



Ryggen var dækket af holdkolleger, bl.a. Stine, der stod med en lampeskærm over hovedet. Ingen nærmere årsag.

Ud over det kan jeg benytte anledningen til at fortælle den eller de læsere, jeg ikke har talt med i et stykke tid, at jeg er særdeles glad for at læse engelsk!

mvh Hr. Hein