Kapitel 3

14. januar 2001: Om lejr, lejrliv, Asmara, vejrlig m.m.

Camp Bifrost/Asmara/Eritrea

Hey!

MAIL FROM THE DARK CONTINENT, NO. 01! 12 januar 2001.

Advarsel! Kan tage tid at læse …

Så er det vidst på tide, at Deres udsendte ørkenrotte igen udfolder sig i cyberspace, og med floromvundne vendinger søger at sætte Dem ind i undertegnedes oplevelser et tanker. Og ja, tænk at det kan lade sig gøre! Her lever man under grøn teltdug på en flad slette på Afrikas Horn, og trods dette kan jeg nå Dem, eller om ikke andet Deres emailadresse. Stor ros skal bona fide missionsrotterne fra Telegrafdelingen have, for så relativt hurtigt at have sørget for P3 på transistorradioerne, samt opstillet både sattelittelefon- og internetforbindelse midt i ødemarken.

Ødemarken (bemærk den lette overgang, der tydeligt viser, at Deres udsendte har det skrevne ord i sin magt) er dog ikke mere øde, end at mine nattevagter har haft sit hyr med vildfarne hunde, der så nemt som ingenting smutter igennem den såkaldte NATO-pigtråd, der ellers nemt flænser et menneske. Indtil nu har vi forskånet disse såkaldte bedste venner af mennesket en kugle for panden, og ellers knoklet med at sætte endnu mere af denne herlige stikkende opfindelse op. Den ydre perimeter er således på plads i vores såkaldte initiallejr. At dette, mit nuværende kære hjem, som det af navnet fremgår kun er en mellemstation, inden vi rykker ind i den endelige lejr, er svært for andre FN-officerer at forstå. Vi havde et par canadiere på besøg, der spontant udbrød: ”You’re not building a camp, you’re building a f*cking city!”.

Og sandt er det da: mange års erfaring fra fredsstøttende operationer på Balkan skinner solende klart igennem det afrikanske støv, når de medbragte ingeniørsoldater sætter i værk. Inden man kunne nå at sige ”to døgn gået”, var et samfund med toiletfaciliteter, badecontainere, fortove i og telte med træplader, post- og telefonforbindelse, flagstænger, terrasser etc. banket op.
Noget personel har mugget lidt fra begyndelsen, ikke pga. de imponerende ”felt”-mæssige forhold, men forbi det fra den højeste danske chef i missionen, oberstløjtnant Peter K. Pedersen, er blevet befalet, at alle undtagen mine sikringssoldater skal have deres personlige geværer låst inde, klar til ”hurtig udlevering”; da førnævnte sikringskrigere er lejrens vagtpersonel, har vi selvfølgelig vores våben liggende klar til enhver tid, og på os når i tjenesten. Oberstløjtnanten handler nu engang på ordre af UNMEE’s Force Commander, den hollandske generalmajor Cammaert, der har besluttet, at den synlige bæring af våben skal begrænses mest muligt, for at undgå en negativ eskalering af den fredelige situation i Asmara og omegn.

Og Asmara, Eritreas hovedstad på 400.000 indbyggere, er fredelig, med en meget lav kriminalitetsrate. Dog har enhver på det seneste kunnet observere, at der efterhånden er kommet mange soldater hjem fra fronten mod syd; det vrimler med uniformerede mennesker, og det har ikke som i København noget at gøre med, at unge fra forstæderne er en tur i byen, næ, det er skam krigskampveteraner fra den blodige strid med det store naboland mod syd, Etiopien. Betryggende nok er det kun ganske få af disse hjemvendte kombattanter, der nonchalant spankulerer rundt med en AK47 (i folkelige kredse kendt som en Kalashnikow) over skulderen, og mange af soldaterne kan endda aftvinges en hilsen eller et smil, hvis man vinker til dem. UN er velkomne, og selvom de seje fyre fra den eritreanske hær ikke er så meget for at vise det, er civilbefolkningen for 99.9 procents vedkommende lutter smil, V-tegn, thumbs up, vinken og ”Hello UN!!”. De håber virkelig, at vi kan være med til at bringe dem fred, men i sidste ende er det vidst deres eget kommunistiske diktatur (et nogenlunde humant og efter afrikanske standarder meget velfungerende diktatur, men dog et diktatur!), der skal komme overens med kollegerne fra nabostaten. Det må vi jo for alle parter håbe, at de gør.

Vejret taler de fleste danskere jo om per rygmarvsrefleks om, og selv hernede lykkes det os; når temperaturen sniger sig ned på 21grader, og det blæser lidt, er det jo en råkold dag, og det kan man så brokke sig over! Vi kan dog heldigvis se frem til lunere tider, idet januar er den koldeste måned her i landet. Morgen og aften er det dog lidt som at være soldat; stenørkenen vi ligger på, har problemer med at forstå, at den burde holde på lidt af dagtimernes megen varme, så når vi står op ryster vi rutinemæssigt is af teltdugen.

FUT’en (Fysisk Uddannelse & Træning) er hård hernede, især selvfølgelig i begyndelsen; det mærkes, at vi er 2300 meter over havets overflade. Følelsen af at være en astmatisk storcigarryger med punkterede lunger afholder nu ikke de fleste fra at cykle, vægttræne og løbe. Fritiden bruges dog ikke kun til slige kropslige udfoldelser – mange bogsider er siden ankomsten blevet vendt rundt omkring i lejren.

Der gik lidt tid, inden jeg magtede at få skrevet til jer, men jeg lover at være flittig med den slags i fremtiden! Hvis man vil læse mere, herunder om vores ankomst, juleaften i Afrika etc., kan man gå ind på følgende hjemmeside: http://www.shirbrig.dk/dancon_unmee_index.htm

Med de varmeste, afrikanske hilsner

Thorbjørn H.

P.S. Til orientering kan jeg fortælle, at yours’ truly er delingsfører for Sikringsdelingen i HQCOY (Headquarters Company), så hvis man går specifikt efter mine soldaters og mine egne udgydelser, er det under dette punkt man skal læse!