Velkommen tilbage. Det gør mig meget træt at tænke på konsekvenserne for mig, i fald jeg i virkelighedens verden gav mig i kast med det skitserede cd-projekt. Samlingen har for længst passeret de 1000, og vil det nogensinde stoppe?
Selv sværger jeg til en konservativ alfabetisk orden, efter band- eller komponistnavn, dog i grove træk genreopdelt.
Træreolernes store klump er al metal, rock og pop. Dén fylder meget. Der er hundredevis. Jeg kan bedst lide metal, det er nok halvdelen, vil jeg tro.
Jeps, hævi mætal, den er go'. Her mine gamle favoritter Bolt Thrower.
Den næststørste kategori er "klassisk" musik, som for ikke så længe siden voksede sig stor nok til at nødvendiggøre en underinddeling: ”40 plader med Mozart”, ”40 plader med Beethoven”, "korværker", "opera", "orkesterværker/balletmusik” samt sågar, og en smule pinligt, ”musicals”.
Denne mand var genial. Derfor ejer jeg omkring 50 cd'er med den musik, har komponerede.
Min tredjestørste genre er filmmusik, der er også mange, ca. én meters penge. Jeg er lidt af en filmnørd.
Dette er fremragende symfonisk musik fra nogle fremragende film. Ja, det er fremragende symfonisk musik, punktum.
Så er der al electronica under ét i et alfabetisk geled, med tekno, jungle, hardcore, og hvad jeg ellers har af underlige køb. Der står vist også nogle ret poppede titler, men med nok blipblop til, at de havnede i den digitale klump.
Squarepusher. Elektronisk. Organisk. Mærkeligt. Unikt. Fedt.
Et dusin plader med tambourkorps, militære musikkorps og symfoniorkestre, der spiller marchmusik.
Den Livlige Kongegardes Musikkorps. Blandt de bedste i verden, deres udgivelser har vundet mange priser.
En mindre afdeling med hiphop.
Malk De Kojn.
En endnu mindre med reggae og dancehall.
Bikstok Røgsystem.
En stor samling opsamlingsplader, typisk fra musikmagasiner som Zoo (dem alle), Metalized og NRG.
Zoo.
Der er også kabaret, revy og visesang på en lille hylde.
Bøf med løg.
Et mindre udvalg af jazz bør man også ligge inde med, synes jeg.
Hvis man kun skal eje én jazzplade. Jeg har dog en god håndfuld.
En del fjollede, men ofte morsomme cd’er står under kategorien ”underholdning”. Det er Anders Matthesens børneradioplade, Gramsespektrum, den slags. Det er da sjovt? Det synes jeg i hvert fald.
Sjovt.
Det kan lyde mærkeligt, men også folke- og verdensmusik er repræsenteret med nogle plader, typisk keltiske eller skandinaviske grupper, men også fra så forskellige steder som fx Eritrea og Spanien. Min erfaring er, at indenfor selv de særeste genrer kan man finde kvalitet. OK, undtagen popmusik fra Eritrea. Damn, det er noget uudholdeligt bras!
Hedningarna. Svensk/finsk rock/folkband. Det holder.
Der er en lille samling med country og amerikanske singer songwritere. Af sidstnævnte sætter jeg særligt pris på 1930’ernes Woody Guthrie. Hvis man kan huske The Soggy Bottom Boys fra filmen O Brother, Where art Thou?, er man med på stilen.
Den kære Woody.
Jeg kan ikke holde det ud, hvis der ikke er styr på mine cd’er – jeg kan ikke koncentrere mig om andre opgaver, før jeg atter har arrangeret dem i korrekt rækkefølge. Når jeg tager en cd fra hylden for at høre den, trækker jeg dens nabo halvt ud fra rækken. Så kan jeg umiddelbart sætte den fjernede cd på plads efter brug. Det er rigeligt for mig at holde styr på samlingen i både genrer og alfabetisk, og jeg er glad for den orden de står i. Derfor bliver jeg meget træt af at tænke på konsekvenserne for mig, i fald jeg i virkelighedens verden gav mig i kast med det af Simon skitserede cd-projekt.
Orden i sagerne II.
3 kommentarer:
Halløj, hr. Simonist. Tak for svar, det er rart at se, at en af de to læsere har fulgt med ;-) Ja, du kan råde mig til ikke at gå op i orden, men det er spildte Guds ord på Balle Lars (et udtryk, der bruges alt for lidt): lige præcis musiksamlingen SKAL der være styr på, og sådan er det bare. I øvrigt kan jeg sige, at der er nok af andre ting, der roder på mit værelse, hvis du smider stakkevis af cd'er oveni resten, vil det 16 m2 kollegieværelse være svært udholdeligt at bebo.
Musicals? Well, generelt synes jeg bare musicals er ret fesne. OGså fordi jeg er en snob, det skal der ikke herske tvivl om. Folkeligheden, der omgærder genren, er mig en smule imod. Derfor har det været en, som man siger på engelsk, guilty pleasure, de tre-fire gange, jeg har smidt penge efter muscialindspilninger. Altså, jeg har en dobbelt-cd med Stig Rossen, for hulen da! Det er ikke noget man render rundt og reklamerer med ... Rossen-tingen er i øvrigt en fin optagelse af Chess, den med One Night in Bangkok. Dén købte jeg, fordi mit kor opførte et Chess-medley på vores Danmarksturné sommeren 2004. Udpver den har jeg Cats, Sound of MUsic, West Side Story, muligvis flere, kan ikke huske det.
Musicals kan såmænd godt anbefales som medrivende underholdning - omend jeg tror oplevelsen er mange gange større live end på plade. Endnu større, end den forskel, der gør sig gældende på rockmusik live kontra indspilning. Og det siger jeg uden at have oplevet en musical live, højst på dvd!
Adspurgt om sin ynglingsopera, svarede Brian Mikkelsen i sin tid "Phantom of the Opera". Jeg tror der gik et suk igennem Danmarks klassiske musikmiljø, da dét svar stod at læse i aviserne. Den slags gør det sværere at elske genren.
Jeg ævler, og nu har jeg vist fået nok time out fra juleaften. Glædelig jul også til dig.
La´ nu vær´ i to! Musicals stinker! Tag jer sammen!
Det må være Garneren, der har balls nok til at levere anonyme smagsdommne. Udover det: Musicals ER jo wackness.
Troels
Send en kommentar