Uge 40: Rusturskok, Sejerborg, Sejrøbugten

Lasse S., Mads F.-M., C. Baronen, blogmaster, C. Bayer, Johan. Undertegnede er ved at præsentere én af hovedrettens kalveserveringer.

Når man har været tutor fem år i træk, og derved er blevet indehaver af den halvt ærefulde, halvt alarmerende "Fem-årsstjerne" (der formelig sys på årets tutorpolo, når den erhverves), mente Deres skribent, at det var på tide at holde inde, inden legen blev en tand for god. Desuden kræver det flere måneders mere eller mindre intenst engagement at være en god tutor på Institut for Statskundskab (IFS), Københavns Universitet, og den energi kan jeg ikke længere lægge i projektet. Men lykkeligvis er der andre måder, hvorpå man kan deltage i festivitasen.

1. Tutor Support.
En utraditionel og smule wacky idé, der for tre år siden blev opfundet af fyre fra et hold, jeg i øvrigt selv havde været tutor for året før. For første gang kunne jeg nu slutte mig til det lille selskab. Konceptet er simpelt: man erobrer et undervisningslokale i det område, hvor det intense tre-dages introforløb udspiller sig i slutningen af august. Så sidder man bare og stemningsnyder igennem, og sætter måske skilte op rundt omkring à la "Tutor Support er den lim, der holder introforløbet sammen". Og jeg bør lige nævne, at indtagelse af alkoholiske drikke i lettere grad indgår i stemningsnyderiet. Du synes det lyder barnligt? Ja, ja, men når en gammel cirkushest dufter savsmuld trækker det gevaldigt i den, og det her svarer til at få lov til at komme med backstage, når man nu ikke skal i arenaen.

2. Kokketjans.

Langt mere alvorlig er opgaven som kok på rusturen. Det skal indskydes, at hos os ligger rusturen tre uger henne i introforløbet. Dvs. at russerne nu kender hinanden udmærket på de respektive hold, der tæller godt 40 personer. Tiden er moden til at udvide netværket til flere medrussere og deres tutorer. I år gik turen til hhv. Klinteborg og Sejerborg, begge ved Sejrøbugten, og med tre rushold og deres tutorer på hver lejr.

Blogmasteren havde i foråret øvet sig sammen med Lasse og Mads, da vi agerede kokke på tutorernes to-døgns planlægningshyttetur. Dér lavede vi mad til 80 mennesker. Denne generalprøve var gået tilfredsstillende, og nu gjaldt det den helt store forestilling: at bespise knap 170 personer fra mandag aften til torsdag morgen. På IFS er der en stolt tradition for, at per definition arrogante og selvbevidste kokke frembringer aldeles fremragende føde til de overrumplede russere på rusturen. Ambitionsniveauet har altid været meget højt, så der var noget at leve op til. Igennem fire dage på Sejerborg prøvede vi at leve op til dette, med hold af skiftevis russere og tutorer under vores suveræne kommando i den gamle spejderlejr. Sejerborg har jeg frekventeret som både russer og tutor, så gensynet var kært. Det jeg så mest til var nu køkkenet, som jeg nærmest konstant opholdt mig i hver dag fra 0645 (så tændes ovne og kogeplader og de mange morgenbrød slås op fra dejen, der har koldhævet natten over) til ca. 0100-0200 stykker, når køkkenet er rengjort og dejen til næste dag produceret.

Det kan ikke komme som en overraskelse, at Deres skriverkarl var komplet udmattet, da jeg endelig, endelig var hjemme på Gården sent torsdag eftermiddag. Til gengæld kan jeg garantere, at endnu en årgang på IFS fik en kulinarisk oplevelse, de næppe havde forventet. De læser nok ikke med, men tak til kokkeholdet for en stor oplevelse.

Rustursmenu 2005

Mandag:

Middag:

Salade Nicoise, bruschetta med chevre chaud & brød og smør

Coq au Vin m. ris og persille

Crêpes med råsyltede brombær og vanilleflødeskum

Tirsdag:

Morgenmad/brunch: Røræg, bacon, rundstykker, hjemmebagt friskt brød, ost, smør, salami, yoghurt naturél, akaciehonning, havregryn, mælk, the & kaffe

Frokost: Hjemmelavede burgere (stor, hjemmebagt burgerbolle, bøf, bacon, ost, rødløgskompot, salat, tomat, syltede agurker, jalepenos, ketchup, sennep, mayonnaise & chilisauce à la tabasco

Middag:

Fiskefilet paneret i rasp, mandler og persille og hertil serveret en hjemmelavet remoulade, smørristet rugbrød og en salat af marinerede gulerødder med hvidløg, persille og citron

Langtidsbagt og ølmarineret svinekam m. separate svær, små stegte kartofler, hjemmelavet rødkål og agurkesalat & sauce med chokolade og chili

Rødvinspocherede pærer med vanilleiskugler rullet i hakkede nødder

Natmad: Kartoffelsuppe med bacon, brød og smør

Onsdag:

Morgenmad/brunch: Røræg, bacon, pølser, frugtsalat, rundstykker, hjemmebagt friskt brød, ost, smør, salami, yoghurt naturél, akaciehonning, havregryn, mælk, the & kaffe

Skovtursfrokost: Sandwich

Hjemmebagt focaccia m. salami, langtidsbagte peberfrugter, salat, rødløg og mayo/sennepsdressing

Hjemmebagt focaccia m. skinke og ost, bagte tomater, salat, rødløg og mayo/sennepsdressing

Middag:

Avocadosuppe serveret i shot-glas med laksetatar og hvidløgsbruschetta

Sort pasta med cremet safransauce og krebsehaler

Hjemmelavet Fois Gras i terrine med balsamicomarinerede bær og smørristet toast

Dry Martini Granite m. grønne oliven

2 slags kalv (mørbrad og rødvinsmarineret kalv på spyd med blå druer), svamperisotto, rødvinsglace & æble/fennikel salat marineret i hvid balsamico, sukker og citron

Creme Brulèe m. blåbær, små mørdejstærter med blåbær & blåbæris

Torsdag:

Morgenmad: Rundstykker, hjemmebagt friskt brød, ost, smør, salami, youghurt naturél, akaciehonning, havregryn, mælk, the & kaffe + diverse rester

Eritrea: nok venten

Ja, ak, jeg har endnu ikke overført alle artiklerne i hardcopy til min PC. På den anden side har I ventet længe nok, så nu får I altså det første af de nyhedsbreve, jeg sendte hjem til en stor mængde venner og familie.

Billeder, baggrund for missionen og alverdens andet lir vil langsomt blive lagt op, inddelt jf. indholdsfortegnelsen.

God læselyst.

Thor

Kapitel 3

14. januar 2001: Om lejr, lejrliv, Asmara, vejrlig m.m.

Camp Bifrost/Asmara/Eritrea

Hey!

MAIL FROM THE DARK CONTINENT, NO. 01! 12 januar 2001.

Advarsel! Kan tage tid at læse …

Så er det vidst på tide, at Deres udsendte ørkenrotte igen udfolder sig i cyberspace, og med floromvundne vendinger søger at sætte Dem ind i undertegnedes oplevelser et tanker. Og ja, tænk at det kan lade sig gøre! Her lever man under grøn teltdug på en flad slette på Afrikas Horn, og trods dette kan jeg nå Dem, eller om ikke andet Deres emailadresse. Stor ros skal bona fide missionsrotterne fra Telegrafdelingen have, for så relativt hurtigt at have sørget for P3 på transistorradioerne, samt opstillet både sattelittelefon- og internetforbindelse midt i ødemarken.

Ødemarken (bemærk den lette overgang, der tydeligt viser, at Deres udsendte har det skrevne ord i sin magt) er dog ikke mere øde, end at mine nattevagter har haft sit hyr med vildfarne hunde, der så nemt som ingenting smutter igennem den såkaldte NATO-pigtråd, der ellers nemt flænser et menneske. Indtil nu har vi forskånet disse såkaldte bedste venner af mennesket en kugle for panden, og ellers knoklet med at sætte endnu mere af denne herlige stikkende opfindelse op. Den ydre perimeter er således på plads i vores såkaldte initiallejr. At dette, mit nuværende kære hjem, som det af navnet fremgår kun er en mellemstation, inden vi rykker ind i den endelige lejr, er svært for andre FN-officerer at forstå. Vi havde et par canadiere på besøg, der spontant udbrød: ”You’re not building a camp, you’re building a f*cking city!”.

Og sandt er det da: mange års erfaring fra fredsstøttende operationer på Balkan skinner solende klart igennem det afrikanske støv, når de medbragte ingeniørsoldater sætter i værk. Inden man kunne nå at sige ”to døgn gået”, var et samfund med toiletfaciliteter, badecontainere, fortove i og telte med træplader, post- og telefonforbindelse, flagstænger, terrasser etc. banket op.
Noget personel har mugget lidt fra begyndelsen, ikke pga. de imponerende ”felt”-mæssige forhold, men forbi det fra den højeste danske chef i missionen, oberstløjtnant Peter K. Pedersen, er blevet befalet, at alle undtagen mine sikringssoldater skal have deres personlige geværer låst inde, klar til ”hurtig udlevering”; da førnævnte sikringskrigere er lejrens vagtpersonel, har vi selvfølgelig vores våben liggende klar til enhver tid, og på os når i tjenesten. Oberstløjtnanten handler nu engang på ordre af UNMEE’s Force Commander, den hollandske generalmajor Cammaert, der har besluttet, at den synlige bæring af våben skal begrænses mest muligt, for at undgå en negativ eskalering af den fredelige situation i Asmara og omegn.

Og Asmara, Eritreas hovedstad på 400.000 indbyggere, er fredelig, med en meget lav kriminalitetsrate. Dog har enhver på det seneste kunnet observere, at der efterhånden er kommet mange soldater hjem fra fronten mod syd; det vrimler med uniformerede mennesker, og det har ikke som i København noget at gøre med, at unge fra forstæderne er en tur i byen, næ, det er skam krigskampveteraner fra den blodige strid med det store naboland mod syd, Etiopien. Betryggende nok er det kun ganske få af disse hjemvendte kombattanter, der nonchalant spankulerer rundt med en AK47 (i folkelige kredse kendt som en Kalashnikow) over skulderen, og mange af soldaterne kan endda aftvinges en hilsen eller et smil, hvis man vinker til dem. UN er velkomne, og selvom de seje fyre fra den eritreanske hær ikke er så meget for at vise det, er civilbefolkningen for 99.9 procents vedkommende lutter smil, V-tegn, thumbs up, vinken og ”Hello UN!!”. De håber virkelig, at vi kan være med til at bringe dem fred, men i sidste ende er det vidst deres eget kommunistiske diktatur (et nogenlunde humant og efter afrikanske standarder meget velfungerende diktatur, men dog et diktatur!), der skal komme overens med kollegerne fra nabostaten. Det må vi jo for alle parter håbe, at de gør.

Vejret taler de fleste danskere jo om per rygmarvsrefleks om, og selv hernede lykkes det os; når temperaturen sniger sig ned på 21grader, og det blæser lidt, er det jo en råkold dag, og det kan man så brokke sig over! Vi kan dog heldigvis se frem til lunere tider, idet januar er den koldeste måned her i landet. Morgen og aften er det dog lidt som at være soldat; stenørkenen vi ligger på, har problemer med at forstå, at den burde holde på lidt af dagtimernes megen varme, så når vi står op ryster vi rutinemæssigt is af teltdugen.

FUT’en (Fysisk Uddannelse & Træning) er hård hernede, især selvfølgelig i begyndelsen; det mærkes, at vi er 2300 meter over havets overflade. Følelsen af at være en astmatisk storcigarryger med punkterede lunger afholder nu ikke de fleste fra at cykle, vægttræne og løbe. Fritiden bruges dog ikke kun til slige kropslige udfoldelser – mange bogsider er siden ankomsten blevet vendt rundt omkring i lejren.

Der gik lidt tid, inden jeg magtede at få skrevet til jer, men jeg lover at være flittig med den slags i fremtiden! Hvis man vil læse mere, herunder om vores ankomst, juleaften i Afrika etc., kan man gå ind på følgende hjemmeside: http://www.shirbrig.dk/dancon_unmee_index.htm

Med de varmeste, afrikanske hilsner

Thorbjørn H.

P.S. Til orientering kan jeg fortælle, at yours’ truly er delingsfører for Sikringsdelingen i HQCOY (Headquarters Company), så hvis man går specifikt efter mine soldaters og mine egne udgydelser, er det under dette punkt man skal læse!